Lene Hjelm Poulsen

Samarbejdsambassadør for DHRTC på DTU

torsdag 14 mar 19
|

Nøgleordet for jobbet som Local Focal Point (LFP) er samarbejde. Som LFP på DTU arbejder Lene Hjelm Poulsen som den primære facilitator mellem forskningsgrupper på Danmarks Tekniske Universitet og Center for Olie og Gas – DTU (DHRTC). Hun arbejder på at fremme samarbejdet mellem forskerne og hjælper DTU-medarbejdere med ethvert spørgsmål, de måtte have om centret.

To vigtige elementer i DTU’s fundament er tværfaglighed og en gensidig respekt for hinandens professionelle kompetencer. Som Local Focal Point er det lige netop disse elementer, som Lene Hjelm Poulsens arbejde drejer sig om.

”Det handler alt sammen om samarbejde og de forskningsresultater, som kan opnås gennem samarbejdet”, fastslår Lene og fortsætter, ”Jeg er her for at hjælpe DTU’s ansatte, som er nysgerrige på den igangværende eller forestående forskning, kommende arrangementer eller andet der relaterer sig til DHRTC”.

"Det handler alt sammen om samarbejde og de forskningsresultater, som kan opnås gennem samarbejdet"
Lene Hjelm Poulsen

Før hun blev udnævnt som LFP, arbejdede Lene Hjelm Poulsen i forskellige jobfunktioner på DHRTC, blandt andet som Programme Manager og Technology Advisor. Derfor har hun en stor indsigt i Centret og dets forskningsprogrammer. Senest har hun arbejdet med Radical Innovation Sprint, hvor hun var en af nøglepersonerne i udviklingen og eksekveringen af konceptet. Som medlem af Radical Innovation Sprint teamet har hun hjulpet deltagere med at modne deres ideer og videregivet sin viden om olie- og gasproduktion. Nu er hun klar til at styrke og udvide båndet mellem DTU’s mange forskergrupper og Centret.

Lene har en særlig interesse i miljømæssig bæredygtighed, og håber at forskerne på DTU kan bidrage til at hjælpe industrien med at udvikle mere bæredygtige løsninger til olie- og gasproduktionen i Nordsøen. Hun har en baggrund i både forskning og industri og har tidligere forsket inden for miljøområdet, hvilket giver hende en unik kombination af viden inden for olie- og gasproduktion og miljøområdet.

Local Focal Points på tværs af partnerskabet

Hver af DHRTC’s fem partnerinstitutioner – Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, GEUS og Aalborg Universitet – har en Local Focal Point. De arbejder som den lokale kontakt mellem DHRTC og partnerinstitutionen, og kan altid kontaktes i forbindelse med spørgsmål, der vedrører DHRTC.

Ud over Lene Hjelm Poulsen, DTU, er LFPerne Christian J. Bjerrum, Københavns Universitet, Gülnur Dogan, Aarhus Universitet, Marco Maschietti, Aalborg Universitet, og Peter Frykman, GEUS.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
https://www.oilgas.dtu.dk/presse/nyhedsbase/nyhed?id=3B122C57-892C-4EA5-906B-DE300C7DF4E6&utm_device=web&utm_source=RelatedNews&utm_campaign=Et-besoeg-fra-fremtidige-kolleger
24 AUGUST 2019