Cost Transformation 1

Operations- og vedligeholdelsesteknologi

Vi arbejder på at reducere driftsomkostningerne på de dele af olieproduktionsanlæggene, der ligger over havets overflade. Med ny teknologi bidrager vi til at effektivisere olieindvindingen, samtidig med at vi minimerer det miljømæssige fodaftryk.
Vi arbejder i tre spor: modulær arkitektur med fokus på vedligeholdelsesaktiviteter, support til kontrolrumsoperatører ved brug af Multilevel Flow Modelling-systemet og forbedret monitorering og kontrol af injektionsvand og produceret vand. 

Modulær arkitektur

Arbejdet med modulær arkitektur går ud på at skabe et mere præcist overblik over den kontinuerlige vedligeholdelsesindsats samt foreslå forbedrede rammer og metoder til planlægning af vedligeholdelsesaktiviteter. Ved at bryde de forskellige vedligeholdelsesprocedurer ned på en struktureret måde skaber vi mulighed for at replicere det, der virker, og udarbejde nye frameworks for, hvordan man kan effektivisere vedligeholdelsesindsatsen.

Gennem en række pilotprojekter har vi udviklet en struktureret datamodel for vedligeholdelsesdata. Modellen giver et detaljeret overblik over, hvor vedligeholdelsesmidlerne bliver brugt, og om de gør mest gavn netop her. 

Læs mere om modulær arkitektur

Multilevel Flow Modelling

I Multilevel Flow Modelling-arbejdsgruppen arbejder vi på at videreudvikle og teste Alarmtracker-systemet, som er en AI-teknologi, der skal øge oppetiden på vandinjektionsanlæg i olieproduktionen. Systemet er designet til at forudsige uønskede hændelser og alarmere operatører på platformen, inden hændelserne forårsager et nedbrud i produktionen. Allerede nu kører der tests af en kommerciel prototype, så systemet er med andre ord modent til at skabe værdi i felten.

AlarmTracker er blot en af de anvendelsesmuligheder, der ligger i Multilevel Flow Modelling, og vores arbejde med systemet er derfor med til at åbne op for en lang række effektiviseringsmuligheder i fremtidens produktion. 

Effektiviseringen er ikke blot en fordel for industrien, men også miljøet. Færre uønskede hændelser betyder færre start og stop i produktionen, og dermed sænkes energiforbruget og risikoen for både menneskelige og processuelle fejl. Udviklingen af MFM vil altså på længere sigt føre til en olieproduktion med en reduceret påvirkning af miljøet. 

Læs mere om Multilevel Flow Modelling på projektets hjemmeside 

Monitorering og kontrol

I vores forskning indenfor monitorering og kontrol arbejder vi på at optimere de processer, der relaterer sig til vandbehandling i olieproduktionen. Ved at udvikle ny teknologi til at måle og kontrollere kvaliteten af det vand, der injiceres, og det vand, der produceres, opnår vi både en operationel reduktionsomkostning og en formindsket miljømæssig risiko for udslip. 

Vi har udviklet en række avancerede algoritmer for monitorering og kontrol, som bliver prototypetestet på et stor-skala pilotanlæg. Vi er med andre ord i gang med en række udvidede feasibility-studier, der skal bevise teknologiens potentiale.

Læs mere om monitorering og kontrol

Samarbejde

I arbejdet med drifts- og vedligeholdelsesteknologi skaber vi værdi på tværs af et komplekst netværk af industrielle partnere og internationale forskningsinstitutioner. Fælles for programmets projekter er, at de foregår i tæt samarbejde med Total, der agerer operatør i DUC. Derudover er laboratorieanlægget for produceret vandbehandling hos AAU-E et centralt omdrejningspunkt i mange af programmets aktiviteter.

I kraft af dette netværk er der meget kort vej fra teori til test og anvendelse. Vi kan udføre tests in-house, som i mange andre tilfælde ville kræve års ventetid.

Samarbejdspartnere

 

Water Management

Morten Lind
Professor Morten Lind fra DTU Elektro, på Danmarks Tekniske Universitet fortæller om hvordan han kombinerer sin interesse for kunstig intelligens med sit forskningområde.

Kontakt

Anders Bak-Jensen
Programme Manager
Center for Olie og Gas - DTU
93 51 15 46