P80 - providing power to an oil rig

Case: O/G Decarb - reducering af CO2-udledningen fra offshore olie- og gasproduktion

Innovationsprojektet O/G Decarb er et teoretisk feasibility study, og projektgruppen har gennem de seneste to år vurderet, om vind- og bølgeenergi på et flydende fundament med valgfri integration af brint potentielt kan forbedre CO2-udledningen fra offshore olie- og gasproduktion. Konceptet har med andre ord hverken været testet fysisk eller teknisk.

 

Energy Cluster Denmark har faciliteret studiet med en projektgruppe bestående af Floating Power Plant, Hydrogen Valley, DTU Wind Energy, TechnipFMC, Danish Hydrocarbon Research and Technology Centre, og Total E&P Denmark har støttet projektet med offshore driftsdata fra Harald-feltet.

 

Det pågældende feasibility studie har konkluderet, at den flydende vind- og bølgeteknologi har et klart teknisk potentiale med hensyn til at reducere emissionerne fra offshore olie- og gasaktiviteter, omend der er begrænset kommercielt potentiale og skalerbarhed i den danske del af Nordsøen på grund af de særlige forhold, der gør sig gældende for de danske operationer; modne felter og lav vanddybde kombineret med begrænset bølge- og vindenergi sammenlignet med andre lokationer.

 

Konklusioner fra projektet

I dette feasibility studie er tre koncepter og business cases blevet belyst med henblik på at reducere CO2-fodaftrykket fra produktion af olie og gas offshore.

  • Studiet har vist et potentiale for, at en offshore produktionsplatform kan forsynes med energi fra vind og bølger. Dette kan i sig selv potentielt reducere CO2-udledningen fra produktionen med 70 procent.
  • Studiet har vist, at integration af brintproduktion og -lagring kan bruges som en alternativ energikilde på dage med begrænset eller ingen vind eller bølger, hvilket væsentligt forbedrer effektkonsistensen og reducerer CO2-emissionerne med betydeligt mere end 70 %.
  • Studiet belyste desuden muligheden for at tilføje 2-15 % brint til den naturgas, der eksporteres til land. Brint i naturgaseksportstrømmen kan reducere CO2-fodaftrykket for den producerede gas, hvilket har vist sig teknisk muligt, men begrænses af nuværende lovgivning.
  • På grund af den danske Nordsøs karakteristika vil den specifikke projektapplikation resultere i høje reduktionsomkostninger. I et andet driftsmiljø har teknologien et klart potentiale med hensyn til at levere en omkostningseffektiv løsning på levering af en konsistent energiproduktion, hvilket vil give maksimal CO2-reduktion.

 

Hør DHRTC's direktør Morten Jeppesen fortælle mere om projektet i videoen herunder.

 

Kontakt

Morten Willaing Jeppesen
Centre Director
Center for Olie og Gas - DTU
93 51 89 85