Værdifuldt laboratorieudstyr ankommer til DHRTC

fredag 05 maj 17

Værdifuldt laboratorie udstyr har fundet vej til Danish Hydrocarbon Research and Technology Centres bygninger på DTUs campus i Lyngby, hele vejen fra Qatar.  Med det avancerede udstyr vil det være muligt for forskerne at undersøge selv de fineste detaljer af Reservoirstenene fra den danske undergrund i Nordsøen.

Danish Hydrocarbon Research and Technology Centre (DHRTC) har modtaget to kæmpe containere fyldt med udstyr fra Mærsks olieaktiviteter i Qatar. Containerne indeholdt blandt andet to CT-skannere og et elektronmikroskop.

De nye CT-skannere gør det muligt at undersøge undergrunden ned i endnu mindre detalje end tidligere.

”Med opløsninger på mikro- og nanometerskala kan vi undersøge overfladevædnings-egenskaberne i reservoirkalken gennem direkte visualisering. Vi kan bruge de detaljerede skanninger til at generere porøsitetskort i 3D, der kan bruges som information og verifikation i permeabilitetsmodeller” fortæller Anders Nymark Post Doc hos DHRTC. 

Andre mulige forskningsområder inkluderer også mekaniske egenskaber og bedre core flooding modeller. Ved at skanne en prøve før og efter mekaniske tests er det muligt a se præcist hvilke områder, der deformeres og hvor sprækkerne opstår. En detaljeret skanning kan bruges forud for core flooding eksperimenter foretaget i en klassisk medicinsk CT-skanner. De detaljerede informationer fra de nye CT-skannere kan bruges til at rekonstruere bedre billeder fra de grovere opløste medicinske CT-skanninger, og dermed skabe billeder af højere opløsning med mindre støj.

Mærsk har doneret udstyret til DHRTC, som er i fuld gang med at skabe de rette faciliteter, hvor udstyret igen kan tages i brug. Sammen med DHRTCs nye laboratorier kommer udstyret til at spille en vigtig rolle i forskningen mod en mere effektiv indvinding af olie og gas i den danske del af Nordsøen.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.